Luften er gået af ballongrisen

Trængsel ved frokostbordet. Skovdal Svineproduktion A/S producerer på årsbasis omkring 70.000 smågrise.

Nyt fodermiddel har gjort korn fra dårlig høst anvendeligt til foder

Ballongrisen er ikke punkteret. Men en væsentlig del af luften er gået af ballonen hos smågriseproducent Jørgen Kjørup på Falster. Samtidig har han kunnet skifte kvalitetsmærkningen ud på hans hjemmeavlet korn, så der nu står ”OK til foder” i stedet for ”Ikke egnet”.

– Vi har fået langt mere ensartede grise og en bedre foderudnyttelse. Antallet af ballongrise med udskudt endetarm er endvidere væsentligt reduceret. Årsagen hertil er hævet over enhver tvivl, for det er sket efter, at der en dag stod en palle med et nyt fodermiddel her, fortæller Jørgen Kjørup.

På Skovdal Svineproduktion A/S ved Stubbekøbing producerer Jørgen Kjørup rundt regnet 70.000 grise om året. Siden starten i 1995, har han udviklet bedriften på det nordligste Falster, og i 2008 købte han Marieholm til. Her udvides nu fra 900 til 1200 søer. Med de 1100 på Skovdal vil bedriften således bestå af 2300 søer.

Egentlig havde Jørgen Kjørup slet ikke tid til at gå med i test af MasterFeed Pig. Men da Mosegården A/S satte en palle fodermiddel af i Stubbekøbing, var det svært at undslå sig. Det er han godt tilfreds med i dag.

Der kom en palle
– Jeg havde faktisk slet ikke tid til at være med i en test, da Knud-Erik Jensen fra firmaet Mosegården A/S ringede og fortalte mig om det nye fodermiddel MasterFeed Pig. Så i første omgang afviste jeg ideen, selv om jeg har handlet smågrisefoder med Knud-Erik Jensen i mange år. Han mente imidlertid, at det var relevant for mig at prøve det nye fodermiddel. Derfor sendte han simpelthen en palle MasterFeed Pig ned til mig. Så var det jo lidt svært at undslå sig, konstaterer Jørgen Kjørup.

Et specielt mineral spiller en hovedrolle i MasterFeed Pig.
– Mineralet består hovedsagelig af lermineraler, der stammer fra lava i vulkanudbrud flere steder i Europa for flere millioner år siden, fortæller direktør Knud-Erik Jensen hos Mosegården A/S.- Nogle af mineralerne blev dækket af saltvand, og gennem tiden blev kombinationen af lermineraler og saltvand til et materiale med meget stort overfladeareal og en naturlig ionbytningsevne. Materialet anvendes i anden sammenhæng til rensning og filtrering af vand, hvor det binder forskellige uønskede komponenter. Den samme virkning kan forekomme i foderet. Disse egenskaber er udnyttet i forbindelsen med udviklingen af MasterFeed Pig.

Der er blevet meget langt mellem ballongrisene, konstaterer Jørgen Kjørup. Brugen af fodermidlet MasterFeed Pig har reduceret dødeligheden blandt smågrisene.

Det binder uønskede komponenter
På Falster er Jørgen Kjørup overbevist om, at fodermidlet aktivt fjerner toksiner i foderkornet til smågrisene. – Vi havde besøg af Plantedirektoratet, som tog prøver af vores smågrisefoder med ekstra zink. Hvad vi faktisk ikke vidste, var, at direktoratets folk også lavede en toksin-test. Den viste, at vi lå på kanten af grænseværdien for toksiner. Det var vel at mærke efter en rigtig vanskelig høst med meget nedbør og spiret korn. Trods dette, kunne kornet som sagt. anvendes til smågrisefoder, og med gode resultater til følge, slutter Jørgen Kjørup.